H.C. Andersens berømte digt fra 1850 er så ikonisk, at det flere gange er blevet foreslået som alternativ nationalsang. Men poesien passer dårligt på den danske virkelighed anno 2016, hvor det langtfra er tilstrækkeligt at være født og føle sig hjemme i Danmark for at blive en officiel del af det danske folk.
Andelen af indbyggere i Danmark uden dansk statsborgerskab har været støt stigende i årtier: fra ca. 2 pct. i 1979 til ca. 8 pct. i dag. Se figur 1. Og ifølge Danmarks Statistik var der sidste år 459.077 personer over 18 år med lovligt ophold i Danmark, som ikke havde dansk statsborgerskab.